Rejsefryd

Inspiration til frydefulde rejser

Rejsefryd

Vesterhavet, fjorden, lyng, rav og frisk luft. Nymindegab. Min mormors hus. Nymindegab Museum.

Nymindegab har en helt særlig betydning for mig. Det er her slægten på min mors side stammer fra, her jeg har holdt alle mine barndomssommerferier og her, hvor jeg stadig kommer jævnligt.
Et dejligt sted at besøge – både somme og vinter. Ikke fordi byen er noget specielt, men fordi naturen er så fantastisk.
Jeg vil derfor lave nogle blogindlæg, der handler om Nymindegab og omegn. Dette blogindlæg er det første i rækken.

 

Min mormors hus. Nymindegab Museum.

Min mormor solgte i 1980érne – mens hun endnu levede – sit hus til Varde Museerne, der ønskede at gøre huset til museum efter hendes død. Hun var omkring de 90 år. Hun syntes, at det var en sjov tanke, at hendes elskede hus skulle være museum engang ud i fremtiden.

Nu er hun for længst død og borte, og hendes hus er en del af Nymindegab Museum. Et dejligt lille museum, der bestemt er et besøg værd. Museet består bl.a. af en stor malerisamling på 200 kunstværker malet af Nymindegabsmalerne herunder kunstmaler Laurids Tuxen, der blev betaget af Nymindegab, allerede første gang han besøgte byen i 1879. Herudover består museet af en min morfars mølle, der blev brug i hans tømmerforretning, skelettet af en 12 meter lang kaskelothval, der strandede i Nymindegab i 1990 og tømmer Larsens hus, som jeg altså kalder for min mormors hus, da det var hende, der solgte huset til museet.

Min mormor hed Anne Grønlund Larsen og min morfar hed Niels Larsen. Min mormor og morfar fik 3 børn; Lindvig, Nora og Gerda. Gerda var min mor.

 

Billede af min mormor og min forfar

 

Min mor, Gerda, min moster Nora og min onkel Lindvig kunne fortælle mange gode historier fra deres barndom. Desværre fik de aldrig rigtigt mulighed for at fortælle disse historier til museet, og nu er de alle døde. Nu er der kun børnebørnene tilbage. Jeg husker desværre ikke min morfar, men min mormor husker jeg godt.

Desværre har min mormor ikke en særlig stor plads i museet fortælling. Derfor har jeg valgt at beskrive hende her – som jeg husker hende.

 

Det er nu snart 25 år siden hun døde, men når jeg kommer ind i huset, kan jeg stadig mærke stemningen. Hun sad altid ved vinduet i stuen og lavede noget håndarbejde og holdt skarpt øje med, hvad der foregik udenfor. Hun strikkede bluser og strømper, hæklede tæpper og kniplede dækkeservietter. Uret i stuen tikkede og hun elskede at få besøg. Så kunne man gå i kælderen og hente en sodavand og spise rutebilskager, kringle og julekage. Om sommeren sad hun udenfor på den lille forplads eller gik rundt i den nedgravede have, hvor hun dyrkede jordbær, kartofler og grøntsager f.eks. bladbede, der var en af hendes favoritgrøntsager.

 

Min mormor og morfar havde 6-7 bistader, som min mormor passede efter min morfars død. Min mor og far (Gerda og Henry) og min moster Nora og onkel Rainar hjalp med ved slyngningen, og jeg husker det som en helt særlig tilbagevendende sommerbegivenhed. Slyngningen foregik på værkstedet og der var altid en lidt hektisk stemning med aggressive bier og forventningsfulde biavlere.
Honningen gik til eget forbrug, men blev også solgt til sommergæsterne. Engang klagede en københavner over honningens kvalitet. Det blev min mormor meget sur og fortørnet over.
Jeg kan også huske, at der blev hængt fisk til tørre på tørresnoren. Måske var det isinger eller dabs.

Jeg har fået fortalt, at min forfar stangede ål i de kolde vintre i 1940ér og at de blev gravet ned i haven, som fungerede som en naturfryser.

Min mormor var en kvinde, der viste, hvad hun ville. Hun var bestemt, humoristisk og som regel i godt humør. Hun var interesseret i det samfund hun levede i, konservativ, politisk interesseret og glad for kongehuset. Hun var et kristent menneske, der troede på gud, bad aftenbøn men som ikke brugte kristendommen til at lave begrænsninger i sit liv. Hun var aktiv og altid i hurtig gang. Hun var slank, da hun altid levede efter devisen: “Man skal altid kunne spise 2 skiver rugbrød, når man er færdig med at spise”

Og så havde hun kørekort og bil. Hun kørte godt – og stærkt.

Hun var social engageret og havde i en årrække sommerferiebørn, der trængte til ferie ved Vesterhavet og gode oplevelser.

Hvis hun havde været ung nu, er jeg sikker på, at hun ville have taget sig en uddannelse og måske var hun gået ind i politik.

 

Hun blev født 29. juli 1896 og døde i 1994. Hun blev 97 år gammel og levede næsten i 3 århundreder. Det var altid spændende at høre hende fortælle om den teknologiske og samfundsmæssige udvikling, der havde fundet sted i hendes levetid. Hendes barndom var præget af fattigdom – som så mange andre mennesker på den tid. Det påvirkede den måde hun levede på. Hun kunne koge suppe på en sten. Men overfor andre – og nok særligt os børnebørn, var hun meget gavmild.

 

Hun kunne godt lide at fortælle om både første og anden verdenskrig. I Nymindegab havde man 2. verdenskrig tæt inde på livet, da tyskerne havde lavet fæstningsanlæg langs stranden og påvirkede dagligdagen i stort omfang.

Hun kunne også fortælle om verdens største søslag, der fandt sted den 31. maj 1916 ca. 100 km fra den jyske vestkyst på en linje fra Hanstholm til Nymindegab. Hun var 19 år gammel, og kunne huske, at det buldrede og bragede om eftermiddagen. Søslaget varede i 12 timer.

151 britiske skibe med 60.000 mand og 99 tyske skibe med 45.000 mand deltog.

Ca. 8.600 mænd mistede livet.

 

En anden historie der ofte blev fortalt i vores familie, var historien om, at en spansk sømand var strandet i Nymindegab. Han skulle ifølge fortællingen have giftet sig med vores tip, tipoldemor og vores familie skulle derfor have spanske aner. Når man så på min mormor, min moster Nora og min mor, kunne man godt forestille sig, at historien var sand. De var alle mørke og med et sydlandsk udseende.

En spændende historie, som Nymindegab Museum måske kunne have lyst til at grave lidt i?

 

På Lønne Kirkegaard ligger min mormor og morfar begravet. Gravsted er for nyligt blevet fredet i 25 år.

 

Min kusine, Irene Lemqvist har suppleret min fortælling med noget af det hun kan huske eller har fået fortalt:

 

Irene fortæller, at  vores mormor og morfars ægteskab blev udsat på grund af 1. verdenskrig. Vores morfar blev “interneret” i Odense. For at være lidt tættere på ham fik vores mormor plads i huset i Odense.

Det var planen, at de skulle købe morfars svogers tømmerværksted og bygge hus efter brylluppet. Det blev imidlertid udsat lidt, da det meste af morfars opsparing blev brug på at leve disse år.

Morfars svoger hed Adam. Han var gift med  Kirstine, der var en ældre søster. Adam hjalp ham med uddannelse og senere værksted, og var altid en person, der blev talt meget positivt om i familien.

Mormor, var som ung var i huset hos en dameskrædder – sandsynligvis i Nørre Nebel. Her lærte hun at sy, Det havde hun stor gavn af under 2 Verdens krig, hvor man ingenting kunne købe. Vi kan huske, at vores mødre har fortalt om, hvordan gamle jakker blev syet om til “nyt” tøj til familien.

Både mormor og morfar kom fra yderst fattige kår.

Mormor lavede julegaver til beboerne på åndsvage institutionen i Brejning, hvor Irenes mor var plejemor, da de ofte ikke fik gaver til jul.

Endvidere sad hun i mange år i bestyrelsen/var formand for “Den Danske Sømandskirke i Fremmede havne”.

Her var hun ansvarlig for, at der hvert år blev afholdt en stor bazar med et væld af præmier indsamlet hos de lokale firmaer og husholdninger. Overskuddet gik til danske sømænd, der fik tilsendt julegaver, når de måtte holde jul i fjerne lande.

Bazaren var en fest. Der var der kaffe og hjemmebagt kringle og småkager, og Irene elskede at være med.

Hen over sommeren var det meget almindeligt, at mormor og morfar havde ferie gæster fra København. Så rykkede de ud af soveværelset og lejede underetagen ud. Mormor lavede mad til gæsterne og sørgede for, at de havde en god ferie

Mormor var meget livlig og social. Hun havde mange veninder i byen, som hun ofte besøgte. Da de alle blev gamle damer, var det hende, der var bedst gående og derfor hende, som gik på besøg. Efterhånden som veninderne døde, blev hun veninder med deres børn.

Gerda var som helt lille indlagt på sygehuset i Varde med skarlagenfeber og var i isolation i flere uger. Måske var det før pencilen rigtig slog igennem. Mormor cyklede ud til hende hver 2. dag, kun for at de kunne se hinanden gennem en glasrude.

Mormor gik ud og hjalp til fødsler i byen, hun var dog ikke jordemor, men nogen gange nåede jordemoderen ikke frem, og så forestod hun fødslen… hun var med til Irenes fødsel. Hun fortalte, at hun ikke mente jordemoderen var meget bevendt!

 

 

Nedenfor nogle billeder fra Nymindegab Museum, min far Henry Sørensen og min mormors oldebarn August Grønlund Møller

Blåhvalen

 

Billede fra min mormors stue, som på mange måder ligner hendes stue

 

Det gamle das, som jeg ikke kan huske

Det gamle das, som jeg ikke kan huske

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

4 Replies to “Vesterhavet, fjorden, lyng, rav og frisk luft. Nymindegab. Min mormors hus. Nymindegab Museum.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *